Regler for bygge- og anlægsopgaver i kvarteret

Kære Grundejere!

I henhold til §6 i Grundejerforeningen VNV’s vedtægter, vil vi gerne præsentere nogle retningslinjer for bygge- og anlægsarbejder på vores private fællesveje. Formålet med retningslinjerne er at sikre, at alle bygge- og anlægsprojekter gennemføres så problemfrit som muligt for både grundejeren (kaldet bygherre), omkringliggende beboere og grundejerforeningen som helhed.

Vi ønsker samtidig at bevare vores områdes æstetik bedst muligt og passe på vores fælles ejendom, hvilket er i alles interesse.

Anvendelsesområde
Disse retningslinjer gælder for alle bygge- og anlægsarbejder, der kræver kommunal tilladelse, samt arbejder på grundejerforeningens arealer, herunder veje, kantsten, fortove og indre og ydre borter.

Reglerne gælder både for grundejere, håndværkere og forsyningsselskaber samt dennes entreprenører, der udfører arbejde i VNV.

Information og Planlægning
Vi beder alle grundejere om at sikre, at deres entreprenører forud for arbejdets igangsættelse modtager en kopi af disse retningslinjer og følger dem. Mindst én måned før projektets start (med mindre der er tale om akut arbejde), bedes grundejere informere VNV’s bestyrelse skriftligt om arbejdets omfang, forventet start- og slutdato samt kontaktoplysninger på den ansvarlige for arbejdet. Dette giver os mulighed for at gennemgå retningslinjerne sammen inden projektets begyndelse.

Fotodokumentation
Senest én uge før start på bygge- og anlægsarbejdet, anbefaler vi, at bygherre tager farvefotos af veje, kantsten, fortove og indre og ydre borter i det berørte område. Dette er i alles interesse for at dokumentere tilstanden før arbejdet påbegyndes.

Beskyttelse af fællesarealer
For at undgå skader på fællesarealer beder vi bygherre sørge for, at der anvendes køreplader. Disse gælder i særdeleshed ved kørsel på fortove samt ved anbringelse af containere til at trykaflaste vejene.

Husk at ansøge Københavns Kommune om tilladelse til opstilling af container.

Fliser skal håndteres forsigtigt, så de kan genanvendes. Alle udgifter til dette afholdes af bygherre.

Materialer som slotsgrus, jord, stabilgrus og sand skal holdes adskilt og behandles korrekt. Manglende overholdelse vil medføre krav om genopretning.

Reetablering
Ved gravearbejde skal vej, kantsten, fortov og grusbort genoprettes efter gældende regler og fagligt korrekt. Såfremt skaderne ikke er udbedret, kan bestyrelsen forlange arbejderne udført af VNV’s sædvanlige samarbejdspartnere for bygherres regning.

Ved udskiftning af fliser skal disse indkøbes hos Gammelrand Beton

Fliser: Specifikationer og leverandør
Alm. fortovsflise: Gruppe 26
62,5x80x7cm, affaset – DB-nr. 5827245
Kørebaneflise: Gruppe 30
62,5x80x10cm, affaset – DB-nr. 5827247
Kontaktinfo:
Gammelrand Beton, Gl. Skovvej 6A, 4470 Svebølle |
Telefon: 59 28 01 00 |
Email: info@gammelrand.dk / ordre@gammelrand.dk
Webside: https://www.gammelrand.dk/

Grus: Specifikation og leverandør
Slotsgruset i borten er fra Stenrand-grusgrav og et registreret varemærke, som fremgår af dette link: https://www.stenrand-grusgrav.dk/archive/brochure_slotsgrus.pdf.
Der findes billigere og andre typer slotsgrus, men der skal anvendes slotsgrus fra Stenrand-grusgrav.

Afslutning af arbejde
Når bygge- og anlægsarbejdet er afsluttet, bedes bygherre meddele dette skriftligt til foreningens bestyrelse. Eventuelle skader på fællesarealer skal udbedres senest én måned efter arbejdets afslutning. Hvis dette ikke sker, kan bestyrelsen lade arbejdet udføre af vores faste samarbejdspartnere for bygherres regning.

Løsning af uenigheder
Hvis der opstår uenighed om forhold omhandlet i disse retningslinjer, kan dette tages op på et bestyrelsesmøde inden for en måned efter arbejdets færdigmelding. Hvis enighed ikke opnås, kan spørgsmålet behandles på den næste ordinære eller ekstraordinære generalforsamling, hvor afgørelsen træffes ved stemmeflertal. Hvis uenigheden fortsætter, kan sagen indbringes for de ordinære domstole. Vi håber, at disse retningslinjer vil hjælpe med at sikre en smidig gennemførelse af bygge- og anlægsprojekter i vores område. Tak for jeres samarbejde og forståelse.

Venlig hilsen
Bestyrelsen i Grundejerforeningen VNV

Her kan du downloade en PDF, som du kan videregive til håndværkere og entreprenører